Velkommen til min verden af finurlig og eventyrlig kunst

af | nov 20, 2019 | Magical Art | 0 Kommentarer

 Finurlighed og eventyr

Du inviteres hermed ind i min verden af finurlighed, eventyr og kunst. Jeg har altid være fascineret af det smukke i vores verden og fantasi. At se på verden på en anden måde, med andre øjne. Min evige træning består i at lære at gengive det. At blive bedre og bedre til at male teksturen og sanseligheden. Blive bedre og bedre til at fange naturens og himlens farver. Blive bedre og bedre til at fortælle historier gennem mine malerier.

 

Et kig ind af vinduet

Den her blog er et vindue ind i min verden. Her vil jeg fortælle dig om de projekter jeg har gang i og hvad der er på vej i farvandet.

En ting er at sidde og kreere for mig selv, noget helt andet er at have dig med ind i processen. Det er så dejligt, når mine små tosserier og skæve påfund også giver mening for andre. Jeg tror på at skaberprocessen kun bliver bedre i samspil med andre og derfor er du også altid velkommen til at komme med ideer eller nye vinkler til det jeg laver. Måske har du set noget jeg slet ikke har set eller tænkt på.

 

Tegning

Så længe jeg husker så har jeg tegnet, malet, formet og skabt på alle mulige måder. Og jeg har elsket at lære af andre, kopiere det jeg så og lave min egen tolkning.

Allermest så har jeg nok elsket og elsker nok stadig mest at tegne. Der sker bare noget helt særligt, når pennen stryger hen over papiret. Som om man nærmest kan skulpturere formerne frem med lys og skygge. Netop lys og skygge har altid fascineret mig. Der er noget magisk over den måde tonerne fra en blyant kan forme en kop, stof og en vanddråbe. Meget forskellige elementer, som fanger lys og skygge på meget forskellige måder. Alligevel så kan man med skyggens toning få forskellige fornemmelser af blødhed, hårdhed og transparens.

 

Magical Art og maleri

Mine pensler er en anden måde at få liv i mine kreative påfund og refleksioner. Jeg elsker de helt små detaljer og derfor bruger jeg også nogle gange meget små pensler.

Navnet Magical Art har flere sider af sig. Det refererer både til de temaer, som fascinerer mig og den magi der opstår i selve skaberprocessen.

Der er en særlig underfundigheden i vores univers, som altid har fascineret mig. Dette har også gjort at fantasy genren har appelleret til mig som inspirationskilde. Jeg ser magiske kræfter i et lille agern, som kan vokse sig stort til et kæmpe træ. Tænk på hvilke historier den kan fortælle. Eller har du nogensinde tænkt på hvor bølgen har været henne før den ramte breden hvor du står? Hvad har den at fortælle fra sin rejse?

Når jeg får ideer til værker, så starter det altid med en intention. En slags vision og følelse om noget som kunne være sjovt eller fantastisk at lave. Jeg laver gerne skitser eller skriver tanker ned om ideen, for det er sjældent, at jeg kan gå i gang lige som ideerne kommer. De kommer ofte når jeg går lange ture.

Når jeg så går i gang med selv maleriet, så ved jeg hvor jeg vil henad. Selve vejen derhen føles som noget større, der tager over. Der sker noget magisk i den proces, når jeg giver slip på min kontrol og bare stoler på at mine hænder kan gøre arbejdet. Det er ganske meditativt og koncentrationskrævende. Tid og sted forsvinder.

 

Magical Art

Jeg har så mange finurlige og dejlige ideer inde i mig og mit hjerte synger når jeg sætter dem i verden. De skal bare ud og sprede glæde og sammenhørighedsfølelse. Så jeg glæder mig enormt til at have dig med på sidelinjen.

Hvis du tilmelder dig mit nyhedsbrev, så er du sikker på ikke at gå glip af, når der er nyt på bloggen eller der sker andre spændende magiske ting. 

Velkommen til

Sara Fog

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ønsker du at høre mere?

Så skal du blot udfylde kontaktformularen herunder, så svarer jeg dig hurtigst muligt.

12 + 14 =

Information

Besøg mine shops her

Butikker som sælger mine designs